Skip to content

En krimiføljeton – del 17

Jeg tager min trenchcoat og min Stetson fra knagerækken. Udenfor venter en opgave, der kan blive min sidste. Min pistol hænger tungt i skulderhylsteret. Det dræbende stål mangler endnu at komme til sin ret for alvor. Sirenen fra ambulancen har indtil nu reddet forbryderne i sidste øjeblik. Eller også var det sirenen fra en patruljevogn, der har reddet mig fra at afsløre, at min pistol aldrig er ladt. Det er nemlig forkert at slå ihjel. Egentlig er det også forkert at true med uladte våben, men amerikas forenede stater er et meget barsk land. Der er rigtig mange, der er i fængsel herovre.

På vej ud af døren gennemtænker jeg endnu engang, hvad min opgave er. Manden der hyrede mig til opgaven, hedder Göran Mil. Han er leder af en græsrodsorganisation der vil redde al natur i verden. Göran prustede let, da han satte sig i stolen på mit kontor. Han havde fuldskæg og runde briller. Eller også var det sygekassebriller. Min fotografiske hukommelse virker bedst, når jeg er på opgave. Den virker ikke så godt, når jeg får mit opdrag. Göran Mil sagde, at han henvendte sig til mig, da vi har en fælles ven. Det er moder natur, sagde han. Han virkede meget sympatisk. Han bad mig om at skygge lederen af en anden miljøorganisation. Han er overbevidst om, at organisationen er en facadeorganisation stiftet af regeringen for at udkonkurrere de ægte miljøvenner. Göran Mil kan ikke forstå, hvordan en leder af en miljøorganisation ellers kan køre i en stor CO2-udleder. Den store bil har ovenikøbet kængurugitter, som er meget farligt hvis bilen rammer en fodgænger.

Jeg går ned af trappen og sætter mig på cyklen. Jeg cykler hen til adressen, jeg har noteret på min blok af genbrugspapir. Der er næsten ingen bakker på ruten, da meget af USA er meget fladt. Der er nemlig store vider, men jeg er godt nok i en by lige nu. Mens jeg venter udenfor huset, øver jeg mig på min mundharmonika. Jeg forsøger at være meget stille når jeg øver mig, men mine mange år som detektiv har lært mig, at man skal have ét eller andet at lave, når man skygger en person eller lokalitet. De første par gange valgte jeg kedsomheden. Jeg havde en illusionen om, at jeg derved var mere fokuseret på opgaven. Som detektiv er der altid mulighed for at blive klogere. Det er som et håndværk, hvor opgaven og rutinerne skal ind og ligge på rygraden.

Det er et hus lavet af træ. Det ligner alle de andre forstadshuse som man ser i film fra Hollywood. I USA bygger man ikke husene, så de kan stå i mange år. Man vil hellere rive ned og bygge noget nyt med jævne mellemrum. På den måde er selv deres huse “brug og smid væk”. Manden jeg skal skygge kommer ud af huset. Han sætter sig ind i bilen, og jeg sætter mig op på cyklen for at eftersætte. Det er nemt at følge efter ham, for trafikken er tæt, og cyklen kan overhale køerne indenom. Han kører hans store amerikanerbil op på en highway og forsvinder i horisonten.

Post a Comment

Your email is never published nor shared. Required fields are marked *
*
*